Især i forhold til
teenagere med kroniske sygdomme er compliance et meget relevant begreb, da det
kan være svært at mestre en sygdom der til tider kan virke uhåndgribelig, og
som kræver en langt større struktur i den unges liv.
Compliance, oversat som føjelighed eller efterlevelse, er et begreb som bruges inden for sundhedsverdenen i forbindelse med lægeordineret medicin eller behandling. Compliance bruges til at forklare grundlaget for patientens enten gode eller dårlige efterlevelse af lægens råd og ordineringer.
Som begreb er compliance relativt nyt, og fik først sit helt store gennembrud i 1975 med lægen David Sacketts afhandling “Compliance with Therapeutic Regimens, 1975”. Dette er dog ikke et udtryk for at adfærden hvorved teorien er bygget op omkring også er ny. Man kan finde beskrivelser af denne type patientadfærd helt tilbage i det 4. århundrede f.kr., hvor den græske læge Hippocrates beskrev selv samme problemstilling:
''Vær opmærksom på patientens fejl og mangler, der ofte får dem til at lyve
om, at de har taget de ordinerede midler” - Hippocrates, on Decorum. (29)
I dag lyder den mest internationalt anerkendte definition på compliance således:
Begrebet lav compliance er derfor et udtryk for at patienten, af en eller anden grund, ikke overholder fagpersonalets ordineringer eller behandling. Her kan lav compliance inddeles i to grupper; tilsigtet- og utilsigtet lav compliance.
Ved tilsigtet lav compliance er der tale om en bevidst beslutning fra patientens side om, ikke at overholde sin behandling og/eller tage sin lægeordinerede medicin. Dette kan enten udspringe fra en manglende motivation til at overholde sin behandling, eller en manglede forståelse for den behandling som patienten er blevet tildelt.
En lav utilsigtet compliance er et udtryk for en manglende evne til at efterkomme sin behandling, blandt andet ved forglemmelse, forveksling eller forkert indtagelse af ordinationen.
Andre teorier med afsæt i samme problemstilling er sidenhen blevet fremført. Heriblandt kan nævnes adherence og concordance, to teorier som minder meget om compliance, men som afviger i deres forsøg på at fjerne dele af ansvarsbyrden fra patientens skuldre.
Adherence er en teori hvori det kræves at patienten aktivt har godkendt lægens anbefalinger, og derved givet samtykke på, at behandlingen ikke kun er tilpasset den kliniske hensigt, men at den også stemmer overens med patientens egne præferencer og livsstil.
Ved concordance-modellen er det ikke kun samtykke der kræves, men samtidigt at patienten og lægen har samme syn på både sygdom og behandling. Kernen i denne teori er, at opnå en harmonisk patient-læge relation, som udmunder fra gensidig respekt ud fra en fælles beslutningstagen. (29)
I 2014 blev der publiceret en videnskabelig artikel i tidsskriftet Pediatric Diabetes med titlen “A contrast between children and adolescents with excellent and poor control: the T1D exchange clinic registry experience”. Heri kan man se hvor vigtig patientens compliance er, i forhold til deres sygdomstilstand. Studiet var foretaget i USA, hvor man havde brugt data af 3272 børn og unge med diabetes type 1 fra 67 pædiatriske og endokrinologiske afdelinger rundt om i landet. De 3272 personer blev delt op i to grupper, dem med god gennemsnitlig blodglukose over 12 måneder, og dem med en dårlig.
Ser man på tallene, så var det gennemgående de personer som udviste en god compliance, såsom færre eller ingen glemte bolus insulindoser inden store måltider og oftere tjek af blodglukose niveauer, som endte i gruppen med den gode gennemsnitlige blodglukose.
Der hvor begge grupper havde svært ved at leve op til den gode compliance, var de små spontane snacks eller mellemmåltider, hvor over halvdelen af begge grupper sagde at de til tider, eller aldrig tog bolus insulin ved disse måltider.
Artiklen henviser til at deres resultater stemmer overens med et større tysk/østrigsk studie fra 2011, DPV-Wiss-Initiative, som havde samlet data ind fra 26000 børn og unge med diabetes type 1. (30)
Ud fra disse studier kan man se hvor vigtigt en god compliance fra patienten side er i forhold til deres sygdom, og dertil deres generelle almentilstand.
Når man er ung med diabetes type 1 kan det være svært at håndterer sin sygdom, da det kan virke uoverskueligt at skulle passe sin kronikersygdom. Det kan føre til en utilsigtet eller tilsigtet lav compliance i forhold til deres insulinregulering.
Compliance, oversat som føjelighed eller efterlevelse, er et begreb som bruges inden for sundhedsverdenen i forbindelse med lægeordineret medicin eller behandling. Compliance bruges til at forklare grundlaget for patientens enten gode eller dårlige efterlevelse af lægens råd og ordineringer.
Som begreb er compliance relativt nyt, og fik først sit helt store gennembrud i 1975 med lægen David Sacketts afhandling “Compliance with Therapeutic Regimens, 1975”. Dette er dog ikke et udtryk for at adfærden hvorved teorien er bygget op omkring også er ny. Man kan finde beskrivelser af denne type patientadfærd helt tilbage i det 4. århundrede f.kr., hvor den græske læge Hippocrates beskrev selv samme problemstilling:
''Vær opmærksom på patientens fejl og mangler, der ofte får dem til at lyve
om, at de har taget de ordinerede midler” - Hippocrates, on Decorum. (29)I dag lyder den mest internationalt anerkendte definition på compliance således:
“The extent to which a
person’s behaviour, in terms of taking medications, following diets, or executing
life style changes, coincides with medical or health advice.” - Haynes, 2005.(29)
Herved skal compliance
forstås som patientens evne til at efterleve de råd og ordineringer som lægen,
og i forlængelse heraf, andet sundhedspersonale, giver patienten.
Begrebet lav compliance er derfor et udtryk for at patienten, af en eller anden grund, ikke overholder fagpersonalets ordineringer eller behandling. Her kan lav compliance inddeles i to grupper; tilsigtet- og utilsigtet lav compliance.
Ved tilsigtet lav compliance er der tale om en bevidst beslutning fra patientens side om, ikke at overholde sin behandling og/eller tage sin lægeordinerede medicin. Dette kan enten udspringe fra en manglende motivation til at overholde sin behandling, eller en manglede forståelse for den behandling som patienten er blevet tildelt.
En lav utilsigtet compliance er et udtryk for en manglende evne til at efterkomme sin behandling, blandt andet ved forglemmelse, forveksling eller forkert indtagelse af ordinationen.
Andre teorier med afsæt i samme problemstilling er sidenhen blevet fremført. Heriblandt kan nævnes adherence og concordance, to teorier som minder meget om compliance, men som afviger i deres forsøg på at fjerne dele af ansvarsbyrden fra patientens skuldre.
Adherence er en teori hvori det kræves at patienten aktivt har godkendt lægens anbefalinger, og derved givet samtykke på, at behandlingen ikke kun er tilpasset den kliniske hensigt, men at den også stemmer overens med patientens egne præferencer og livsstil.
Ved concordance-modellen er det ikke kun samtykke der kræves, men samtidigt at patienten og lægen har samme syn på både sygdom og behandling. Kernen i denne teori er, at opnå en harmonisk patient-læge relation, som udmunder fra gensidig respekt ud fra en fælles beslutningstagen. (29)
I 2014 blev der publiceret en videnskabelig artikel i tidsskriftet Pediatric Diabetes med titlen “A contrast between children and adolescents with excellent and poor control: the T1D exchange clinic registry experience”. Heri kan man se hvor vigtig patientens compliance er, i forhold til deres sygdomstilstand. Studiet var foretaget i USA, hvor man havde brugt data af 3272 børn og unge med diabetes type 1 fra 67 pædiatriske og endokrinologiske afdelinger rundt om i landet. De 3272 personer blev delt op i to grupper, dem med god gennemsnitlig blodglukose over 12 måneder, og dem med en dårlig.
Ser man på tallene, så var det gennemgående de personer som udviste en god compliance, såsom færre eller ingen glemte bolus insulindoser inden store måltider og oftere tjek af blodglukose niveauer, som endte i gruppen med den gode gennemsnitlige blodglukose.
Der hvor begge grupper havde svært ved at leve op til den gode compliance, var de små spontane snacks eller mellemmåltider, hvor over halvdelen af begge grupper sagde at de til tider, eller aldrig tog bolus insulin ved disse måltider.
Artiklen henviser til at deres resultater stemmer overens med et større tysk/østrigsk studie fra 2011, DPV-Wiss-Initiative, som havde samlet data ind fra 26000 børn og unge med diabetes type 1. (30)
Ud fra disse studier kan man se hvor vigtigt en god compliance fra patienten side er i forhold til deres sygdom, og dertil deres generelle almentilstand.
Når man er ung med diabetes type 1 kan det være svært at håndterer sin sygdom, da det kan virke uoverskueligt at skulle passe sin kronikersygdom. Det kan føre til en utilsigtet eller tilsigtet lav compliance i forhold til deres insulinregulering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar