Sociologi

Social kapital og habitus - set i forhold til Ung med nyopdaget diabetes type 1

                          Social kapital – Habitus – Håndtering – Familiestruktur.

Familien har en stor betydning for den unge med nyopdaget diabetes type 1. Det er her at den unge kan hente opbakning og støtte til at håndterer sin kronikersygdom. Hvis familien er sårbar og dens sociale kapital ikke formår at støtte op omkring barnet vil det på sigt kunne vanskeliggøre dets håndtering af sin sygdom. Det er af væsentligt betydning at have viden omkring den unges familiestruktur, kultur og værdier, da det er et resultat af den unges sociale erfaring igennem livet. Altså hvad den unge har med i ''rygsækken''. Dette er en definition af habitus ifølge P. Bourdieu. Disse oplysninger giver den mest optimale mulighed for at tilbyde den bedste behandling, forebyggelse og vejledning for det unge menneske med nyopdaget Diabetes type 1. (2)

Den unge kan have udfærdiget nogle værdier og vaner der gør, at det kan være svært for vedkommende, at skulle mestre en ny og forandret livsstil med kronikersygdom. Den unges og familiens habitus kan medføre, at det kan være svært at håndterer sygdom med diabetes type 1. 

Der kan være traditioner i familien som fx kostvaner eller motionsvaner der skal ændres på. Det vil sige, at der også skal tages højde for sundhedsforholdene i forhold til at være ung med diabetes type 1. Ikke mindst er det også vigtigt, hvordan familien og den unge håndterer kronikersygdommen med de nye livsbetingelser i hverdagen (3).

Et menneske vil altid være begrænset af sin livsverden eller kapital/habitus i en håndgribelig handlingssituation!

J. Habermas' livsverdensbegreb kan i nogle tilfælde sammenlignes med kapital og hvor P. Bourdieu benævner habitus. Personen vil altid være begrænset af sin livsverden eller kapital/habitus i en håndgribelig handlingssituation.
Habermas understreger, at personen både er initiativtager til handlinger og samtidig har erfaring med tidligere handlinger.

J. Habermas’ syn på livsverdenen består af, kultur, tavs viden, socialisering, erfaring, hverdagsliv, gensidig forståelse, opdragelse og social integration.

J. Habermas’ teori om livsverdenen kan i den grad appellere til diabetikere, da de altid vil være begrænset af sin livsverden/ habitus.

Diabetikeren vil ikke længere kunne udøve de samme aktiviteter på samme niveau som inden de fik konstateret diabetes. Med det menes der, at en diabetiker ikke bare vil kunne spille en hel fodboldkamp, da vedkommende nu skal være opmærksom på sit blodglukose niveau og at muligheden for hypoglykæmi nemt kan indtræde. Ligeledes skal man gå til kontrol på sygehuset, selvom man hellere vil være sammen med vennerne. Som diabetiker har man lige pludseligt et andet hverdagsliv end man havde før. (4)

Hvordan den unge mestrer sin sygdom, kan som udgangspunkt forstås ud fra, hvordan en familie håndterer sygdommen i den senmoderne familiestruktur.

Der findes 4 forskellige familieformer, hvor familiestrukturen afgør, hvordan den unge støttes i familien. (5)

Teamfamilien:
Her har man individualiteten og man har det fælles sammenhold. Alle er ligeværdige og demokratiske. Der er fokus på fællesskabet og teamspirit og familiestrukturen er stærk.

Den patriarkalske familie:

Patriarken er typisk far i gamle dage i kernefamilien. I dag ses det mere som autoriteten, mor eller far, er den der tager beslutningerne og har magten i familien. Strukturen er der stadig, og er den traditionelle stærke familie. Fællesskabet vægter mere end den individuelles ønsker.

Svingdørsfamilien:
Familiens medlemmer karakteriseres her som den moderne svage familie type, hvor familiemedlemmerne der smutter ud og ind mellem hinanden. Der er mulighed for at have egne interesser som ofte ikke afstemmes med de andre familiemedlemmer. Der bruges ikke tid på familiens sammenhold men der imod på sine individualitet. 

Det sociale akvarium:

Er karakteriseret ved at være den moderne svage familie, som ikke har nogen individuelle aktiviteter.
Familiemedlemmer er som fisk i et akvarium, de er sammen men har ikke aktiviteter sammen.
Der hersker en lav fællesskabsfølelse og har heller ikke den stærke individualitet. Familiemedlemmerne tilbringer meget tid sammen men ofte ikke med aktiviteter der skaber sammenhold og samhørighed og dermed ingen interesse for hinandens aktiviteter.Her er Ingen rutiner eller faste regler, men nærmere en ”laden stå til”. (5)

Indenfor de 4 familieformer må vi antage, at et ungt menneske med nyopdaget type 1 diabetes har forskellige muligheder i familien for at blive støttet og set i forhold til sin kronikersygdom og nye livsbetingelser. Familiestrukturen afgør, hvordan dette udfald bliver, og hvordan den unge fortsat føler sig normal eller får en følelse af at være anderledes.

Hvis et ungt menneske får en nyopdaget diabetes type 1 i familiestrukturen teamfamilien, ville vi antage, at den unge 15-18 årige har styrke til at tale om sygdommen ud fra sit eget synspunkt, og føle sig tryg ved dette. Teamspiritén i familien vil gøre, at den unge stadig føler sig som et individuelt og udviklende menneske der kan håndtere sin sygdom sammen med – og ved hjælp af familien.

I den patriarkalske familie vil vi antage at den unge, med nyopdaget diabetes type 1, føler sig tryg og ikke alene med sin sygdom. Dette med hjælp fra den autoritære person i familien (mor/far) der tager beslutningerne for den unge. Vedkommende vil kunne håndtere sin kronikersygdom med hjælp fra familiens stærke sammenhold.    

I svingdørsfamilien går forældrene mere op i deres egen individualitet. Her vil vi antage, at detvil være svært for en ung med nyopdaget diabetes type 1 at blive set, og dermed kan den unge føle sig meget alene med sin sygdom. Her vil der ikke være nogen at dele sygdommen med i familien. Vi må antage, at det giver en stor udfordring for diabetes sygeplejerske at nå både den unge og familien for den unges bedste i forhold til sin sygdom.

I Det sociale akvarium antager vi, at hvis et ungt familiemedlem fik konstateret diabetes i denne familiestruktur, ville den unge også i denne familieform være meget alene med sin sygdom. Begrundelsen for vores antagelse er, at det manglende fællesskab udgør en mulighed for, at den unge ikke bliver mødt af de andre familiemedlemmer. Det vil også i denne familiestruktur være en stor opgave for diabetes sygeplejerske at indgå i dialog med både den unge og familien i forhold til at større op omkring den unges sygdom. (6)

Hvilke betydninger det får for den unges liv med en nyopdaget diabtes type 1, kan afhænge af mange faktorer såsom familiestruktur, kultur, værdier og den sociale kapital i familien. Betydninger der også relaterer til den unges teenagerliv med kammerater, fester og det at skulle “stå frem” og fortælle om sin sygdom. Den unge kan få en følelse af at være anderledes og ikke høre til normaliteten imellem sine kammerater og samfundet. Der er derfor meget den unge med nyopdaget diabetes type 1 skal forholde sig til og tage højde for. Det er væsentligt at have tanke for den unges og familiens sociale kapital og habitus, så den unge kan hjælpes bedst muligt i sin kronikersygdom. Dette ud fra den sundhedsfaglige sygeplejerske der er tæt på den unge og i det tværfaglige team, med målsætning for den unges optimale behandlingsforløb.  For at sikre at den unge kan opretholde sin livskvalitet og kunne håndtere sin sygdom med nyopdaget diabetes type 1. (7)