Case

Vi har ud fra nedestående case, udarbejdet en problemstilling, som lyder:
''For teenagere som har fået konstateret type 1 diabetes,
kan en manglende støtte og forståelse for sygdommen resultere i senkomplikationer, som på sigt kan være en stor økonomisk belastning for det danske samfund"

Hvad er problemet?

Det omhandler børn og unge der får konstateret type 1 diabetes. Den unge og familien gennemgår et omfattende oplærings program under indlæggelsen og udskrives når de skønnes klar til at tackle hverdagen på egen hånd oftest 1 uge – 2 uge.
Problemet/udfordringen består i at skulle forholde sig til, forstå og leve et godt ungdomsliv med en kronisk sygdom som har været en del af barnet/den unge og familiens hverdag i en begrænset periode.

Det faktum at barnet/den unge har fået konstateret type 1 diabetes som er en kronisk sygdom, indebærer at den unge og familien må arbejde med følgende områder i deres hverdag:

Insulintagning – stikkeangst – nåleskræk.
 
Blodsukkermåling

Kost – Kulhydrattælling

Motion

Hormonændringer

Psyko-socialt- samvær med venner, fester og alkohol.

Hvordan kan de tværfaglige samarbejdspartnere støtte op om patienternes behov i forhold til det at kunne håndtere at leve med en kronisk sygdom?

Hvordan skabes sammenhæng i patientforløb fra sygdommen konstateres, indtil den unge / familien har lært at håndtere sygdommen og de vilkår dette medfører for den unge/familien.
At skulle strukturere dagligdagen/hverdagen med hensyn til, at skulle måle blodsukker, tage insulin samt tælle kulhydrater til alle måltider.
Familien / den unge skal altid medbringe BS apparat/fingerprikker/insulin/hurtige kulhydrater, når de forlader hjemmet.

Hvor og i hvilken sammenhæng er problemet opstået?

Barnet og den unge har gennemgået en grundig oplæring under indlæggelsen, men på trods af dette vil der altid opstå ukendte situationer, hvor familien skal tage en beslutning og handle på egen hånd uden den sundhedsfaglige vejledning.

Oplæringen under indlæggelsen kan påvirkes af chokket og ’’sorgen’’ over at have fået konstateret en kronisk sygdom samt pludselig at føle sig anderledes.
Hvis forældrene er skilt, kan det være en ekstra udfordring i forhold til f.eks. undervisning, samarbejde og planlægning for det sundhedsfaglige personale, forældrene /bonusforældrene og den unge.

Hvordan er det et problem?

Det er et problem for den unge/familien pludselig at skulle håndtere/leve med en kronisk sygdom, der for de fleste familier kræver en livsstilsændring.

I forvejen er den unge ofte usikker, vil ikke skille sig ud eller være anderledes. De er optaget af at skabe sig deres egen identitet og er i færd med løsrivelse fra familien. De eksperimenterer med at bryde regler og udfordre rammer, som er udstukket af voksne i forskellige sammenhænge.

Forældrene tør måske ikke give slip og lade den unge selv styrer og tage ansvar for sin sygdom af angst for konsekvenserne, eller modsat tænker de, at den unge selv skal klare opgaven, at leve med en kronisk sygdom. Dette kan skabe konflikter i familien og i værste fald resultere i at den unge ikke passer sin sygdom.

I forhold til skolen/fritidsinteresser, kan der være bekymringer vedrørende håndtering af komplikationer f.eks. føling m.m.
I tilfælde af at den unge/familien ikke magter at leve med hensyntagen til den unges diabetes, kan udviklingen af diabetiske senkomplikationer på lang sigt blive samfundsøkonomisk dyrt.